Burger King vil højne dyrevelfærden for slagtekyllinger

DYREVELFÆRD – World Animal Protection roser Burger King, som vil forbedre dyrevelfærden for de millioner af kyllinger, der bliver sat til livs på Burger Kings tusindvis af spisesteder i USA og Canada.

Burger King vil give slagtekyllingerne et bedre liv. Foto: World Animal Protection

World Animal Protection roser fast food-kæden Burger King, som nu erklærer sig parate til at højde dyrevelfærden for de slagtekyllinger, der bliver sat til livs på Burger Kings spisesteder i USA. Burger King har givet sig selv en frist til udgangen af 2024.

Den globale dyrebeskyttelsesorganisation World Animal Protection roser Burger King, som har truffet en principbeslutning om at forbedre velfærden for de slagtekyllinger, der ender på menuen i deres restauranter i Nordamerika.

Udmeldingen kommer fra Restaurant Brands International Inc. (RBI), der blandt andet ejer Burger King. Den multinationale restaurantvirksomhed har været i dialog med World Animal Protection og har nu truffet beslutning om at forbedre forholdene for deres slagtekyllinger i Nordamerika inden udgangen af 2024.

Millioner af kyllinger får et bedre liv
Med forpligtelsen fra RBI vil det få stor betydning og give bedre forhold for millioner af slagtekyllinger i USA og Canada.

Kyllingerne vil have færre sundhedsproblemer og få mere plads til at bevæge sig på, mere lys, bedre kvalitet af strøelse og berigelse som for eksempel siddepinde, så de i højere grad kan udfolde deres naturlige adfærd.

De nye regler imødekommer dyrevelfærds-reglerne, som er opstillet af den amerikanske organisation Global Animal Partnership (GAP).

Den positive udmelding fra RBI betyder også, at de vil samarbejde med dyrevelfærdseksperter for at nå disse mål ved udgangen af 2024.

Stærkt signal til resten af fødevareindustrien
- Dette er et fantastisk tiltag for at forbedre livskvaliteten or slagtekyllinger, siger Jonty Whittleton, international chef for Landbrugsdyr hos World Animal Protection.

- Denne forpligtelse vil ændre forholdene for millioner af slagtekyllinger i Nordamerika og Canada – og tiltaget sender et stærkt signal til fødevareindustrien verden over om, at disse forandringer ikke blot er mulige, men nødvendige, erklærer han.

Slagtekyllinger er de dyr, der lider i størst antal
Næsten alle slagtekyllinger i USA og Canada bliver avlet i mørke, golde industristalde. De bliver avlet til at vokse sig unaturligt store på unaturlig kort tid, så deres hjerte og knogler ikke kan følge med – de bliver halte og har stærke ledsmerter, har sår og andre helbredsproblemer.

I gennemsnit bliver der årligt avlet 60.000 milliarder slagtekyllinger på verdensplan, og der bliver i snit slagtet 2000 hvert sekund. Omkring to tredjedele af dem (40 milliarder) lever i overfyldte haller eller bure (sidstnævnte uden for EU) med meget lidt eller intet dagslys og uden frisk luft.

Den industrielle masseproduktion betyder, at slagtekyllinger er de dyr, der lider i størst antal verden over.

Forbrugerne bakker op om dyrevelfærd
I en global undersøgelse af World Animal Protection svarer fire ud af fem, at de ikke ville købe kylling fra en fastfoodkæde, hvis de vidste at kyllingen havde lidt og haft alvorlige helbredsproblemer på grund af at have levet et usselt liv på en kyllingefarm.

- Nordamerikanske forbrugere har allerede vist, at dyrevelfærd er vigtigt for dem, hvor de via deres købsvaner har sagt nej til buræg, siger Jonty Whittleton.

- Denne forpligtelse for slagtekyllinger er det rette at gøre både for RBI, Burger King og for deres kunder. Det er en fantastisk udmelding fra RBI, og vi håber, at vi kan fortsætte samarbejdet med dem.

Sidste år lancerede World Animal Protection kampagnen Kæmp for Kyllingerne, hvor de blandt andet lagde pres på fastfoodgiganten KFC, for at skabe bedre leveforhold for de kyllinger, som ender på menuen i deres restauranter.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: