Biomassefyret kraftvarmeværk ved Aarhus ramt af konkurs

ENERGI – Hovedentreprenøren på det nye biomassefyrede kraftvarmeværk i Lisbjerg ved Aarhus er gået konkurs. Kraftvarmeværket bliver færdigt til prisen, men er forsinket godt to måneder.

Det biomassefyrede kraftvarmeværk bliver stærkt forsinket, og ekstraregningen løber op i 45 millioner kroner. Grafik: Aarhus Kommune

Lige inden det nye biomassefyrede kraftvarmeværk i Lisbjerg er klar til at fyre op første gang, er italiensk-ejede Burmeister & Wain Energy A/S erklæret konkurs. AffaldVarme Aarhus har overtaget projekt- og byggeledelsen, så opførelsen kan fortsætte for fuld kraft.

- Vi er rigtig ærgerlige over, at det er kommet til en konkurs kort inden, det biomassefyrede kraftvarmeværk er klar til at producere grøn og bæredygtig fjernvarme, siger AffaldVarmechef Bjarne Munk Jensen.

AffaldVarme Aarhus har de seneste måneder holdt hånden under selskabet.

- Blandt andet ved at betale delopgaver hurtigere, end det egentlig var defineret i kontrakten. Desuden har vi hyret eksperter ind for at bistå med opførelsen af kedel og andre nøgleelementer i anlægget. Det har ikke været nok til at holde selskabet i live, men heldigvis bliver vi færdige med byggeriet, siger Bjarne Munk Jensen.

Ekstraregning på 45 millioner kroner
Byggeriet af landets største biomassefyrede kraftvarmeværk i Lisbjerg begyndte i november 2014 med Burmeister & Wain Energy som hovedentreprenør. Men selskabet har igennem længere tid været i vanskeligheder. Og når byggeriet bliver færdigt, sker det med godt to måneders forsinkelse.

- Forsinkelserne betyder desværre, at vi ikke, som planlagt, har kunnet levere fjernvarme til nettet fra årsskiftet. I stedet må vi købe erstatningsvarme fra Studstrupværket, som er ca. 30-40 procent dyrere end den varme, vi selv kan producere på det biomassefyrede kraftvarmeværk i Lisbjerg. Så selv om det ser ud til, at vi får bygget værket færdigt inden for budgettet, så kommer vi til at bruge penge på at købe varme ind udefra, siger Bjarne Munk Jensen.

Han forventer, at ekstraregningen for AffaldVarme Aarhus løber op i ca. 45 millioner kroner. Det svarer til ca. 350 kroner for et standardhus.

Har overtaget projektet
For at blive færdig med kraftvarmeværket hurtigst muligt, har AffaldVarme Aarhus derfor overtaget byggeledelsen af det 1,3 milliarder kroner store projekt sammen med den rådgivende ingeniør. Samtidig har man indgået en række aftaler med involverede underentreprenører og medarbejdere med særlige specialkompetencer i netop den type anlæg, der installeres i Lisbjerg.

Den store kedel, hvor forbrændingen af halmen foregår, er netop er blevet trykprøvet og godkendt. Herefter kedel og rør damprenses, hvorefter anlægget er klar til den første halmafbrænding i løbet af uge 7.

Herefter skal anlægget testes og finjusteres, hvorefter det formentlig vil være klar til at levere grøn fjernvarme til aarhusianerne fra midten af marts.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: