Biologisk hus af tang og tomatstængler

BYGGERI: Tang, halm og tomatstængler indgår som byggematerialer i Det Biologiske Hus. Miljøministeriet støtter byggeriet, der skal vise, hvordan man kan bruge restprodukter til at bygge bæredygtige boliger med sund økonomi.

I gamle dage anvendte man ålegræs til tagene på Læsø. Tang var nemlig blevet imprægneret af saltvandet, og et tanghus kunne derfor holde i flere århundreder. I dag er der stadig 19 huse tilbage med tangtag på Læsø. Foto: Gustav Bech

Miljøministeriet har gennem puljen til udvikling af miljøteknologi, også kaldet MUDP, støttet Det Biologiske Hus, der ved hjælp af biologiske restprodukter bygger et hus med godt indeklima, hvor materialer og byggekomponenter kan genbruges.

- Vores huse skal være sunde og sikre at leve i og bygges af materialer uden skadelige stoffer, der nemt kan genbruges. Samtidig er der store forretningsmuligheder med et voksende internationalt marked, og derfor har jeg som en del af strategien ”Danmark uden affald” taget initiativ til et nyt partnerskab i bygge- og anlægsbranchen, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Huset er ét af flere projekter om økologisk og bæredygtigt byggeri. For at skabe et fælles udgangspunkt for det bæredygtige byggeri arbejder regeringen på at indføre en frivillig bæredygtighedsklasse i Bygningsreglementet.

Klar til indflytning i 2016
Strategien arbejder også med en række initiativer om at støtte udvikling af bæredygtigt byggeri gennem blandt andet demonstrationsprojekter under MUDP.

- Det Biologiske Hus viser, at det kan lade sig gøre at bygge et hus ud af tomatstængler, halm og søgræs, der både er lige så holdbart som almindeligt byggeri og overholder reglerne. På denne måde får vi virkelig værdi ud af materialer, der ellers var endt som affald, siger miljøordfører Per Clausen, Enhedslisten.

Det Biologiske Hus opføres af EEN TIL EEN på en parcel i det udendørs udstillingsområde i HUSET i Middelfart for at sikre, at alle interesserede har let adgang til projektet og dets resultater. Det Biologiske Hus er udviklet i samarbejde med GXN, NCC, Deloitte og Teknologisk Institut og forventes at stå klar til, at en familie kan flytte ind i foråret 2016.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: