Bedre udbytter på vej til økologerne

ØKOLOGI – Nyt forskningsprojekt ved AarhusUniversitet vil sikre de økologiske landmænd højere udbytter og samtidig give mere viden om dyrkningsmetoder til gavn for hele landbruget.

De økologiske planteavlere vil satse på at opnå højere udbytter på markerne.

Udbytterne i økologisk planteavl er for dårlige, og det er ikke lykkedes at løfte udbytteniveauet de seneste tyve år. Det vil et forskningsprojekt på Aarhus Universitet gøre op med ved at udfordre de gængse opfattelser af produktionen og dokumentere, at det faktisk kan lykkedes at opnå stabile og øgede udbytter på de økologiske marker i Danmark.

Den økologiske planteproduktion forventes at blive fordoblet frem mod 2020 og med udsigt til udfasning af konventionel husdyrgødning, der hidtil har været anvendt i økologisk planteproduktion, højere produktion på de dyrkbare jorder og krav om mindre udledning af drivhusgasser, er der behov for at sikre øgede udbytter.

Bedre styring af kvælstof
Forskningsprojektet HighCrop tager udgangspunkt i en hypotese om, at højere udbytter og mindre miljøpåvirkning kan opnås ved at inddrage flerårige energiafgrøder og forbedre styring af kvælstof, som frigives fra efterafgrøder, grøngødninger og afgrøderester.

Ifølge professor Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet, der står i spidsen for projektet, er nogle af midlerne til at nå projektets mål at se på elementerne i dyrkningssystemerne. Det drejer sig om grøngødningsafgrøder, som kan forebygge rodukrudt, har en lav kvælstof-udvaskning og er med til at opbygge mængden af kulstof i jorden, som dermed kan bevare frugtbarheden.

Økologisk intensivering på en klog måde
Andre elementer med lignede egenskaber er efterafgrøder og energiafgrøder og samtidig kan det være en fordel i den økologiske planteproduktion at benytte afgasset husdyrgødning og grøngødninger, der giver øget gødningseffekt, erstatter fossil energi og mindsker udledningen af lattergas, der er til stor skade for klimaet. Endelig arbejdes i projektet med forsøg med arts- og sortsblandinger, der kan give mere stabile udbytter.

- Grundtanken i projektet er, at en økologisk intensivering er vejen til at sikre både højere udbytter og lavere miljøpåvirkning – men det skal ske på en klog måde, siger Jørgen E. Olesen.

Viden skal overføres til erhvervet
De seneste 15 års forskning i økologisk planteavl har vist, at der kan opnås gode og stabile udbytter, hvis der kan sikres tilstrækkelig forsyning med næringsstoffer – først og fremmest kvælstof – og hvis ukrudt og andre skadegørere kan holdes nede. Men der mangler overførsel af viden til erhvervet.

- Denne forskning har desværre ikke påvist øgede udbytter i praktisk økologisk landbrug. Det kan der være en række årsager til, men det skyldes nok for en stor del, at økologisk dyrkning er mere kompliceret og videntungt end traditionel planteavl. På en række områder har der manglet tilstrækkelig god formidling fra forskning til praksis, forklarer Jørgen E. Olesen.

Skal guide konsulenterne
Projektet vil derfor udarbejde beslutningsstøttesystemer, der kan guide konsulenter og økologerne i den praktiske planteproduktion, når de støder på udfordringer og forhold, de har brug for dyrkningsvejledning om.

Da en stor del af den viden, som skal til for at sikre de stabile og øgede udbytter allerede eksisterer, vil forskerne som en del af projektet interviewe en række landmænd om deres tanker om barriere for at tage den eksisterende og eventuelt nye viden om økologiske dyrkningsmetoder i brug. Derved sikres grundlaget for en bedre videnoverførsel fra forskningen til praksis.

Tre-årigt projekt
Projektet Højere produktivitet i dansk økologisk planteproduktion (HighCrop) er et tre-årigt projekt, som slutter med udgangen af 2013.

Foruden Aarhus Universitet deltager Danmarks Teknologiske Universitet (DTU), Videncentret for Landbrug og Økologisk Landsforening i projektet.

Projektet har opnået støtte via Organic RDD, som er det Økologiske Forsknings-, Udviklings- og Demonstrationsprogram og sat i gang under GUDP. Programmet finansieres af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og koordineres af ICROFS.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: