Alternativet investerer i ny økologisk fond

ØKOLOGI – Alternativet bakker op om en ny grøn fond, der skal finansiere opkøb af jord og kriseramte landbrug, der kan omlægges til økologisk produktion.

Niels Kroman og Sandra Thornsohn er ved at uddanne sig som global organic farmers på Kalø Økologisk Landbrugskole. Foto: Ulla Skovsbøl

Alternativet har i dag indsamlet 25.000 kroner, der skal investeres i Danmarks Økologiske Jordbrugsfond, der efter nytår bliver lanceret af Danmarks Naturfredningsforening og Økologisk Landsforening.

Pengene er indsamlet via donationer fra det grønne partis folketingsmedlemmer og ansatte på Christiansborg, og Alternativet vil frem mod lanceringen af den økologiske fond iværksætte en crowdfunding-kampagne blandt sine over 11.000 medlemmer for at kunne købe flere aktier i fonden.

Danmarks Naturfredningsforening og Økologisk Landsforening sigter med fonden mod at opkøbe gældstyngede landbrug for omkring 100 millioner kroner for derefter at omlægge dem til økologisk landbrug.

En økologisk vision
Den målsætning bakker Alternativet fuldt og helt op om:

- Vi har i Alternativet en vision om, at dansk landbrug bliver 100 procent økologisk senest i 2040. Derfor skal vi så hurtigt som muligt i gang med omlægningen fra et landbrug, der er afhængigt af sprøjtegift til et landbrug, der tager hensyn til natur, miljø, dyr, mennesker og klima. Det vil fremtidens økologi gøre og derfor vil vi – udover at arbejde for det politisk – også gerne bidrage til dette fremragende initiativ, siger Christian Poll, der er landbrugsordfører for Alternativet.

Han bakkes op af Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk:

- Det ligger i Alternativets dna at tage tingene i egen hånd og støtte op om de gode idéer. Derfor vil vi meget gerne bidrage til et dejligt og ambitiøst projekt, som det Danmarks Naturfredningsforening og Økologisk Landsforening nu har sat i søen og som kan blive startskuddet til en økologisk andelsbevægelse, siger Uffe Elbæk.

Den Økologiske Jordbrugsfond blev lanceret i dag. Aktierne i fonden kommer angiveligt til at koste 25.000 kroner stykket.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: