55.000 besøgte et økologisk høstmarked

ØKOLOGI – 55.000 børn og voksne besøgte 80 økologiske gårde, som i weekenden havde inviteret til økologisk høstmarked.

Børnene hjælper med at samle økologiske æbler ved et af de økologiske høstmarkeder, som i år lokkede 55.000 på besøg.

Cirka 55.000 børn og voksne benyttede sig i denne weekend af muligheden for at møde deres lokale økologiske landmand og på første hånd opleve, hvilken forskel det gør at købe økologi, oplyser Økologisk Landsforening, der koordinerer de landsdækkende aktiviteter på i år 80 økologiske landbrug.

- Det er utroligt glædeligt, at så mange tusinde familier, unge og ældre valgte at finde gummistøvlerne og regntøjet frem og tage ud og besøge de økologiske gårde i weekenden. Det bekræfter endnu engang, at danskerne har stor interesse for økologi og lokale fødevarer, og at de ønsker at give deres børn og børnebørn et forhold til, hvor maden kommer fra, siger Birgitte Nygaard, projektleder i Økologisk Landsforening.

Hun understreger, at opbakningen også hænger tæt sammen med, at de økologiske landmænd lægger mange ressourcer i og er dygtige til at skabe et stemningsfyldt arrangement, som folk har lyst til at vende tilbage til år efter år.

Råvarens rejse fra jord til bord
- Danskerne køber økologi som aldrig før. Øko-salget stiger i butikkerne i både byerne og på landet, og samtidig stiger antallet af økologiske måltider på landets restauranter, caféer, kantiner osv, siger Birgitte Nygaard.

- Det er afgørende, at folk har mulighed for at komme ud og opleve live, hvilken forskel det gør, og hvad de får for pengene, når de lægger økologiske varer i indkøbskurven eller bestiller et økologisk måltid, når de spiser ude. Det er netop det, vi giver dem mulighed for til Økologisk Høstmarked, siger hun.

Flere steder har man i år kunnet opleve de økologiske råvarers rejse hele vejen fra jord til bord, da flere og flere landmænd indgår samarbejde med lokale kokke, restauranter og andre madentusiaster om at tilberede færdige måltider med gårdens egne råvarer.

Danskernes køb af økologiske varer skåner den danske natur og grundvandet for tonsvis af sprøjtegiftrester hvert eneste år. Det giver en rigere natur med flere sommerfugle, bier og vildt, og det giver os alle sammen rene fødevarer og rent drikkevand uden rester af sprøjtegifte. Når man vælger økologi, siger man samtidig farvel til 330 E-numre i sin mad og er med til at sikre, at dyrene har god plads og kommer ud under åben himmel, fortæller økologerne.

Det første økologiske høstmarked blev afholdt i 1993, få år efter at Ø-mærket havde set dagens lys. I alt har mere end 1,2 millioner gæster deltaget i arrangementet i løbet af årene.

Fakta om økologi

  • 8,4 procent af det samlede fødevaresalg i Danmark er økologisk.
  • Salget af økologiske varer i Danmark er vokset i mere end ti år i træk.
  • Der blev solgt øko-varer for syv milliarder gennem dagligvarehandelen i 2015.
  • Salget af økologi til landets professionelle køkkener er mere end tredoblet på fem år.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: