200 kantiner har økologisk spisemærke

Økologien har holdt sit indtog i danske storkøkkener og kantiner. Antallet af økologiske kantiner er næsten tredoblet fra 70 til 200.

Økologien vinder indpas i storkøkkenerne. Her laves tomatsuppe.

Ifølge Fazer Food Services serverer 130 af deres kantiner i dag så meget økologisk mad, at det kvalificerer dem til det økologiske spisemærke i bronze med en andel på 30-60 procent økologi.

Fazer driver kantiner for en lang række danske virksomheder, blandt andre Rockwool og Oticon. Antallet af kantiner med økologisk spisemærke i Danmark er næsten tredoblet fra 70 til 200, skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

- Det er et stort og flot skridt i retning mod en mere bæredygtig kantinedrift, siger projektleder Dorthe Kloppenborg i Økologisk Landsforening, som har vejledt Fazer i omlægningen.

- Mange virksomheder vil gerne være bæredygtige og brande sig på en grøn profil. Flere og flere opdager, at en økologisk kantine kan være med til at signalere ansvarlighed over for omverdenen og give plus på bundlinjen, siger hun.

Økologi til samme pris

Selvom de 130 Fazer-kantiner i dag serverer mad, der er 30 – 60 procent økologisk, er budgettet stadig det samme som før. Omlægningen til økologi har ifølge adm. direktør i Fazer, Morten Hammerich, ikke gjort den daglige kantinedrift dyrere for virksomheden

- Det er lykkedes os at opnå en stor økologiandel uden at ændre i budgettet, blandt andet ved at skære ned på kødet og op for brugen af grøntsager. Det udfordrer samtidig kokkene og det øvrige køkkenpersonale på deres kreativitet og opfindsomhed og har givet dem en større faglig stolthed, forklarer Morten Hammerich.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: