16 procent af USA er til salg

LANDBRUG – Hele 16 procent af USAs jord svarende til 1,4 millioner km2 skal skifte ejer i de kommende 20 år, fordi bønder bliver gamle og skal pensioneres. Omkring 70 procent af al amerikansk landbrugsjord ejes af bønder over 65.

En kæmpe luns af USA er til salg. 70 procent af amerikansk landbrugsjord ejes af bønder over 65. Spekulanters opkøb af jord til industriel dyrkning er en global trend. Foto: Oakland Institute.

Megen tale har der været om riges opkøb, langtidsleje eller kolonisering af Afrikas jord. I udviklingslande er der købt eller overtaget over 2 millioner km2 jord fra 2000-2011. Den samme trend er ved at ske i USA. Spekulanters opkøb af jord til industriel dyrkning er en global trend.

Den private sektor under ledelse af pension- og kapitalfonde har sat deres fokus på landbrugsjord i USA og Afrika.

Produktion af fødevarer bliver en større og større forretning. Kundemassen vokser og vokser med befolkningstilvækst. En milliard mennesker ude i verden er sultne. Behovet for råvarer til bio-brændsel kræver mere jord.

USA vækst
Priserne på jord i USA er steget 213 procent på 10 år og er snart så høje, at almindelige farmere ikke har råd til at starte et landbrug, skriver IPS News. Samtidig er der boom i uddannelser til landbrug. Siden finanskrisen fik greb om verdensøkonomien i 2008 er spekulation i en sikker værdi som jord steget 200 procent.

Den nye farmer i USA kommer fra Wall Street, skriver The Oakland Institute i en ny rapport. Muligheder for at udvinde naturressourcer tiltrækker investorer, ligesom vandrettigheder og mulighed for at benytte gen-modificerede afgrøder med stort udbytte.

Værdien af amerikansk jord anslås af investorer til 1,3 billioner dollar, hvoraf områder til 3-500 milliarder dollar vurderes som værende af “institutionel kvalitet” – altså god at anbringe kapital i, rapporterer the Oakland Institute.

Og landbrug er en forrygende god forretning for USA. Profitten i 2013 ventes at være rekordstor på 128 milliarder dollars. Som følge af den svage dollarkurs bliver eksporten 140 milliarder i 2013, en stigning på 40 procent over 2009 og en rekord.

Global mangel
Mængden af dyrkbar jord per menneske globalt er faldet 45 procent, hedder det. Op til 186.000 km2 jord bliver årligt til ørken. Klimaforandringer, vandmangel, udmarvning af jord lægger yderligere pres på landbruget. Indtil 2050 ventes kun en stigning i jord egnet til landbrug på fem procent.

Miljøfolk har deres problemer med trenden, fordi kapitalinvestorer interesserer sig mindre for miljø end for forrentning af investeringen. Managementselskaber sættes til at dyrke jorden intensivt snarere end for at bevare naturværdierne på langt sigt.

Eftersom verdens befolkning får en voksende middelklasse betyder forbrugsmønstre at der bliver spisk betydeligt mere kød. Det anslås, at verdens behov for kvæg (og hermed foder og jord) i 2050 vil været steget 85 procent over 2005.

Elite af jordejere
Omkring 80 procent af befolkningen i USA (220 millioner) klemmer sig sammen på 3 procent af jorden i byer. En solid del af resten er ejet af staten, men enorme områder kontrolleres af olieselskaber og andre udvindingsindustrier. Og så er der en del nationalparker. Men meget ejes af familier, fonde, selskaber og excentriske enkeltpersoner.

Er man interesseret i, hvem der ejer jord i USA, er et sted at studere The Land Report, der viser tallene, og hvad der er til salg. Den største enkeltejer er en Hr. John Malone og fru Leslie med 2,2 millioner hektarer (8.900 km2).

Nummer to på listen er filantropen og tidligere medieejer (CNN) Ted Turner med jord i 14 delstater og Argentina (8.100 km2). Længere nede som nummer 25 finder man Amazon’s Jeff Bezos (1.170 km2). De 100 største kontrollerer i dag 2 procent af al jord i USA, rapporterer Business Insider.

Dan Larsen er journalist og redaktør af Verdensnyt.dk, som OrganicToday.dk har et redaktionelt samarbejde med.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: